“Hvorfor har jeg mistet lysten til min partner?”

“Hvorfor har jeg ikke lyst til min partner længere?

… Og hvad kan jeg gøre for at genfinde gnisten?”

Det spørgsmål får jeg ofte.

Desværre findes der ikke noget entydigt svar. Vi mennesker er vidt forskellige, og ligeså er de problemstillinger, vi slås med. Men der er selvfølgelig nogle temaer, der går igen. Nogle mere end andre.

I denne artikel vil jeg præsentere dig for to hyppige årsager til, at mange mister lysten til deres udkårne. Og jeg vil give dig konkrete tips til, hvad du kan gøre for at få gnisten tilbage. Også selvom du synes, det virker som en umulig opgave.

Første årsag: Der er en ubalance i nærvær og distance

En typisk lystrøver, der sniger sig ind i mange parforhold er, at vi tillader os at ‘smelte sammen’ med vores partner. Nogle gange sker det af praktiske årsager for at få hverdagen til at hænge sammen med børn, karriere, økonomi, gøremål osv. 

Men det sker også fordi, vi fra barnsben er blevet hjernevasket til at tro på ‘hollywood-eventyret’, der fortæller os, at vores partner bør opfylde alle vores behov, for evigt og altid. Vi bliver opdraget til at tro, at hvis vi virkelig har fundet ‘den eneste ene’, bør denne person også være vores ‘et og alt’.

Jeg er ked af at ødelægge glansbilledet, men det er bare ikke realistisk. Sammensmeltning dræber vores begær. Det fjerner den erotiske spænding, der kommer med det ukendte og anderledes. 

Forestil dig en skala med nærvær og tryghed i den ene ende, og distance og begær i den anden. Mange par lægger ofte begæret på hylden til fordel for nærvær og tryghed. For når vi er rigtig tætte med vores partner, føles det dejligt og bekvemmeligt. Men nærvær i store doser er ikke sexet.

Og selvom en vis distance i forholdet kan tænde vores nysgerrighed, og vække begæret for vores partner, kan for stor distance føles farligt, risikofyldt og utrygt. Ja, måske kan det endda virke afskrækkende på vores partner.

Paradokset er, at nærvær er den totale modsætning af erotisk begær.

Så hvor går grænsen? Og hvor på skalaen finder vi det gyldne snit?

Det er en hårfin balance, der opleves forskelligt fra person til person, og fra forhold til forhold. For at finde ud af, hvad der er “rigtigt” for dig og din partner, er I nødt til at eksperimentere. I vil nok opleve, at det er nødvendigt at finde et kompromis mellem begge parters personlige præferencer, og hvad der kan lade sig gøre i en (måske hektisk) hverdag. 

For at finde dine egne præferencer, kræver det, at du går på opdagelse i dit indre, sande jeg. Det vil sige, at du skal separere dig selv fra alt det, samfundet har lært dig, at du burde ønske og gøre – og i stedet mærke efter, hvad der i virkeligheden føles rigtigt for dig.

Anden årsag: Manglende selvkærlighed

Den anden mest hyppige årsag til manglende sexlyst er ikke helt så åbenlys. Jeg får ofte henvendelser fra personer, der kommer med stor frustration over, at de ikke længere har lyst til deres partner, og de kan ikke finde ud af hvorfor. I starten af forholdet var de fyr og flamme, og fra den ene dag til den anden forsvandt lysten fuldstændig.

Men når vi graver lidt dybere ned, finder vi ofte ud af, at vedkommende slet ikke elsker sig selv. Og det er et problem. For hvis du ikke elsker dig selv, er det umuligt at elske en anden og opretholde intimiteten i et længerevarende forhold. Når først forelskelsen og hormonerne har lagt sig, står du tilbage med en tom følelse, og lysten forsvinder.

Når det sker, reagerer folk ofte med en af disse to reaktioner: 

  • Enten beslutter de sig for at blive i forholdet og ‘holde det ud’ (og bliver med tiden mere og mere ulykkelig)
  • Eller også stikker de af og prøver lykken et andet sted, på trods af at det slet ikke var nødvendigt at skifte partneren ud. (Og så bliver de frustrerede, når de, efter nogle måneder eller år, oplever det samme problem med den næste partner) 

I tilfælde som disse begynder vi den terapeutiske proces med individuelle sessioner, og ikke parterapi, som mange ellers tror er vejen frem.

Den intimitet, du leder efter, er ikke begæret til en anden …
Det er kærligheden til dig selv. 

Det er ikke nemt at lære at elske sig selv, for det er ikke noget, man bare beslutter sig for at gøre. Selvkærlighed er ikke en praksis, der ligger lige til højrebenet. Med mindre, selvfølgelig, at du er en af de heldige få, der fik ubetinget kærlighed ind med modermælken. (Heldige asen!)

Vi andre må lære det som voksne, ofte med støtte fra en professionel terapeut eller coach. Eller også gør vi intet og risikerer at gå gennem hele livet med en tom følelse i maven og en higen efter ‘noget mere’.

Når mine klienter begynder at praktisere selvkærlighed, oplever de ofte, at de knytter et meget stærkere bånd deres partner, og deres sexliv forbedres betydeligt. De forandrer sig. Deres partner forandrer sig. Hele dynamikken i parforhold forandrer sig … til det bedre!

Relationer, kommunikation og følelser er ofte komplekse, men det korte af det lange er; hvis du eller din partner ikke har det godt mentalt og følelsesmæssigt, kan jeres forhold ikke blomstre. Af samme årsag laver jeg altid en vurdering af den enkelte, før jeg begynder at undersøge interaktionen mellem parterne i forholdet.

Hvad så nu? Konkrete tips til at komme videre

Nu hvor du bedre forstår nogle af de hyppigste bagvedliggende mekanismer ved nedsat eller manglende sexlyst, vil jeg give dig nogle konkrete tips til at arbejde videre med dig selv og dit forhold:

5 enkle tips til at skabe erotisk distance:

  • Ros din partner for de praktiske ting, han/hun gør for dig.
  • Prøv at se dig selv som et individ, og ikke blot den ene halvdel af et partnerskab.
  • Find ud af, hvad din partners kærlighedssprog er.
  • Prøv at kommunikere med din partner på hans/hendes kærlighedssprog.
  • Genoptag forbindelsen til dine egne venner, og når du er ude med dem, kan du sende flirtende beskeder til din partner.

4 enkle tips til at “finde sig selv” og begynde at dyrke selvkærlighed:

  • Sæt tid af til at være alene med dig selv (ingen mobiltelefon, computer osv.)
  • Meditation og selvreflektion.
  • Lav en liste over 10 ting, du er god til.
  • Begynd at skrive en ‘positiv dagbog’, hvor du noterer alle de positive ting ned, som du gør hver dag.

Disse råd er kun toppen af isbjerget. For at finde en korrekt og vedvarende løsning på din manglende sexlyst, er det nødvendigt gå mere i dybden med din individuelle situation. Det er ikke sikkert, at det som virker for andre, også vil virke for dig. Du kommer trods alt med din helt egen livshistorie, identitet og unikke oplevelser i bagagen.

Hvis du er i tvivl, om sexologisk coaching er vejen frem for dig, tilbyder jeg en GRATIS forsamtale . Det kan både foregå online (med eller uden video) eller ved personligt fremmøde på Frederiksberg. 

Du er altid velkommen til at tage kontakt, OGSÅ selvom du på nuværende tidspunkt ikke føler dig klar til at binde dig til et forløb. Jeg er her, for at hjælpe dig på vej og finde afklaring – også selvom det betyder, vi ikke starter et forløb sammen bagefter. Vi er lige gode venner af den grund.

Held og lykke med lysten! ❤️

Sex og relations coach

Vil du have flere råd om intimitet og forhold?

Skriv dig op til mit nyhedsbrev og få mine 5 råd om hvilke fejl, du for alt i verden ikke må begå i dit forhold (de dræber nemlig både intimiteten og passionen – og i værste tilfælde; venskabet)

👇

2 Responses

Leave a Reply